Tidligere generaldirektør for DR Christian Nissen om Public-Service i Europa

Nedenstående er et citat fra Chr. Nissen´s bog "Generalens Veje og Vildveje"

Situationen i Østeuropa omkring de offentligt ejede mediers forhold til statsmagten er så at sige blevet "normaliseret". Hver gang jeg mødte ledelserne fra østeuropæiske public servicestationer, var det en ny generaldirektør, en ny tvdirektør eller en anden radiodirektør, der mødte op. Der skulle ofte ikke mere end et regeringskritisk indslag i en nyhedsudsendelse til, før der rullede hoveder, og et regerings-skifte førte sikkert som amen i kirken til en total udskiftning af den nationale public service-stations topledelse. Ud røg den forrige regerings loyale tjenere, ind kom den nye regerings lige så trofaste talsmænd. Og det er desværre kun blevet værre i de allerseneste år. Siden jeg forlod DR, har jeg besøgt en halv snes østeuropæiske radiofonier og været i kontakt med endnu flere. Som en tv-direktør, der havde været ind og ud af kulden et par gange, sagde til mig under et besøg: "Så var det næsten bedre i de gamle dage. Dengang vidste alle i landet, at staten og kommunistpartiet sad på det hele. Nu foregår det samme, men blot langt mere subtilt og skjult."
Men det er ikke kun i Østeuropa. Men også konflikten mellem BBC og Downing Street. Den sag (regeringsangrebet mod BBC for dets påstand om, at Blairs spindoktor havde overdrevet efterretningstjenestens trusselbillede af Irak), som var stærkt medvirkende til eroderingen af Blairs troværdighed i den britiske offentlighed, var langtfra det eneste eksempel på, at vi også i Vesteuropa gik mod vanskeligere tider. Berlusconis medieimperium og hans kontrol over den italienske public servicestation RAI var et så iøjnefaldende eksempel på statslig intervention i radiofoniernes redaktionelle uafhængighed, at det desværre er kommet til at skygge for tilsvarende tendenser i mange andre vesteuropæiske lande.
For mange europæiske radio- og tv-folk står det lille nordvestlige hjørne af Europa med Storbritannien og de nordiske lande som en undtagelse fra en beklagelig, men fremherskende tendens. Spørgsmålet er så, om denne oplevede høje politisk-etiske standard hos os i de nordiske lande også svarer til den reelle virkelighed. Eller om det blot håndteres på en mere afdæmpet og diskret måde.